Sådan ligger landet

Det er vist på tide med en opdatering herfra. Tiden stikker nogle gange af, og så kan det være svært at finde den igen. Da ”Dagene løber halt” udkom i efteråret fik den nogle pæne anmeldelser, og flere har givet udtryk for, at de har haft glæde af at læse bogen. Det er naturligvis skønt at opleve, når ens arbejde bliver godt modtaget – tak for det! Bogen kan stadig købes online, men der arbejdes også på, at den bliver endnu mere tilgængelig, blandt andet i fysiske butikker. Desuden har Vejle Bibliotekerne udvalgt et af digtene fra samlingen, som månedens digt i februar. Kommer du forbi, et af deres fem biblioteker, skulle du kunne finde det hænge på plakater rundt omkring.

Hvad angår oplæsninger, så er der ikke i øjeblikket nogen planlagt. Jeg er så småt gået i gang med at promovere mine oplæsninger med Stellan Højmark, og vi håber på, at det kaster nogle oplæsninger af sig. Hvis du har lyst til at arrangere en oplæsning, med eller uden musik, måske endda hjemme hos dig selv, eller kender et sted, så tøv ikke med at kontakte mig!

I mellemtiden har jeg også startet et nyt projekt, i fællesskab med en meget dygtig og kunstnerisk tegner. Vi vil forene digte og tegninger i en fælles udgivelse, af endnu ukendt art. Vi er blot i opstartfasen, og processen er lang, men jeg håber at kunne fortælle meget mere om dette, på et senere tidspunkt. Indtil videre skal der bare skrives og tegnes en hel masse!

Til de indviede, i min gesjæft som trommeslager, kan jeg fortælle, at jeg vil være på stikkerne i kvartetten hos min gode ven, organist Martin Hornstrup. Han gør sig i salmer, ikke mindst de nye af slagsen(ja, der bliver skrevet nye – fx af Simon Grotrian!), og dette skal han ud i landet med. Vi begynder i næste måned, og det bliver rart at få rørt stikkerne lidt mere igen – ikke mindst i selskab med de smukke poetiske værker.

Og så er der alle de skæve og skøre idéer, til fremtidige projekter og udgivelser, som af og til rumsterer i tankerne og på papiret – men dem vil jeg ikke afsløre noget om nu. De skal lige vokse lidt mere!

Sådan ligger landet, helt lokalt, her hos mig – tak fordi I følger med, det får foråret til at komme hurtige frem! 🙂

Reklamer